Når vi f.eks. tager på ferie, planlægger vi ofte alt det, vi skal se og opleve, så vi får mest muligt ud af ferien. Vi ved, at det er en afgrænset periode og derfor er det vigtigt, hvordan vi bruger denne tid. Men faktisk er det det samme med vores liv. Vi er her kun på lånt tid, da vi alle skal dø. Døden er således en hjælp til, at vi prioriterer i vores liv og gør os klart, hvad der er vigtigt for os hver især.
Det første skridt på vejen til at leve lykkeligt er at bruge tid på at planlægge ud fra den vi er. Det der er vores ressourcer er som regel også det, vi godt kan lide, og det som gør os glade.
Så tænk først og fremmest over:
- Hvad er det, der gør dig glad?
- Hvad er det, der fylder dig op?
- Hvad er det, der giver dig energi?
- Hvad er du god til?
Skriv alt ned du kommer i tanke om
Samtidig kan du se på, hvor meget tid du bruger på det, der gør dig glad. Måske kan du lave nogle justeringer, som gør, at du får gjort mere af det. Det kan være, at det gør dig glad at være sammen med dine børn eller at løbe en tur, mens alle de praktiske gøremål som oprydning, indkøb, madlavning osv. i virkeligheden fylder hele tiden. I så fald kan det være, at man kan få børnene mere med i oprydning og madlavning eller give lidt slip på, hvor perfekt det skal være og løbe sig en tur i stedet. Jo mere bevidst du er omkring hvad du kan lide, er god til og hvad der er vigtigt for en, jo lettere bliver det at prioritere det og få det ind i planlægningen.
I starten af året er det oplagt at indstille sig på et nyt år og tænke over, hvad det nye år skal bringe. Det kan også være, at du er kommet til et punkt i dit liv, hvor du af en eller anden årsag stopper op og får lyst til at gøre nogle ting anderledes for at opnå mere glæde i dit liv.
Her er det godt at tænke i både kortsigtede og langsigtede ønsker, planer og mål. Det bedste er at skrive det hele ned, så man kan læse det igen og igen for at huske sig selv på sin plan. Det kan være en fordel at dele den op i nogle kategorier. Jeg har som regel fire emner, jeg gennemgår:
- Arbejde og karriere
- Familie, parforhold og venner
- Sundhed
- Personlig udvikling
Dine emner kan være noget andet, men det vigtige er, at til hvert emne skriver du alle de ønsker du har. Når det er gjort, tager du en ny side, hvorpå du skriver handlingerne ned for hvert ønske. Det vil sige, at hvis du f.eks. har et ønske om at skulle ud og rejse med din familie, så er handlingen at planlægge, hvornår I skal afsted, booke rejsen og måske også spare op til den.
På den måde vil det i højere grad blive prioriteret ind i dit liv og være noget du stiler hen imod.
For nogle kan denne proces virke for omfattende. Derfor har jeg lavet en bog, hvor en mere enkel version og guideline er ridset op. Den kan bruges hver uge hele året, så man kan holde sig ’on track’ med de ønsker og mål, man har sat sig for. Hvis denne bog har interesse kan du læse mere om den på min hjemmeside www.backontrack.dk
Det kan virke lidt banalt, men det er faktisk planlægningen de fleste mennesker glemmer i deres travle hverdag. Undersøgelser viser, at dem der sætter tid af til planlægning udnytter deres tid bedre og lever deres liv mere i overensstemmelse med dem selv frem for andres forventninger til dem. Især hvis dine valg er rettet efter egne behov og ønsker. En af de største forhindring i denne proces er ofte, at vi ikke tror nok på os selv til at give vores ønsker og behov betydning og retning. Ligeledes kan begrænsende forestillinger om os selv forhindre os i at nå det vi gerne vil.
Eksempelvis kan vi ofte overbevise os selv om: det har vi ikke råd til; det er der ikke tid til; jeg er ikke god nok. Eller der kan være andre begrænsende tanker, der holder dig tilbage.
Hvis du kan se, at du gentagende gange ikke opnår det du gerne vil og at der er et mønster der gentager sig i dit liv, er det som regel en ubevidst begrænset forestilling, der holder dig tilbage. I min terapi hjælper jeg mennesker af med disse begrænsende forestillinger, så de i større grad udnytter deres fulde potentiale, og så de bliver den bedste udgave af sig selv. Min anvendelse af hypnose er meget effektivt til at ændre på begrænsende forestillinger. Ofte lægger jeg klienters drømme og ønsker ind i hypnosen, så underbevidstheden begynder at samarbejde og skaber flow omkring de mål og drømme klienten har. Derved sker tingene mere af sig selv.
Det vil jeg skrive mere om i min næste blog.
Vi ses
Matilde